”Helt ærligt. Det er vildt fedt, at vi har fået nogle gamle med om bord.” Året er 2016, og der er bestyrelsesmøde i Soundboks. Rundt om bordet sidder stifterne og dele af managementteamet i den unge, danske startup. Ham, der omtales som den gamle mand om bord, er Tue Mantoni. Han er 41 år gammel, og han er lige stoppet som CEO i B&O. Han føler sig alt andet end gammel.
BARONS møder Tue Mantoni i Charlottenlund om eftermiddagen den mandag i august, hvor børnene atter begynder i skole. Han ligner ikke en gammel bestyrelsesformand i sine shorts og med det lidt drengede udseende. Han begynder at fortælle om sin dag.
”I dag havde børnene første skoledag. Tine, min hustru, var taget på arbejde, så jeg stod op med børnene, cyklede i skole med dem og hjem igen, mens jeg hørte en podcast. Så har jeg haft et par telefonmøder og et enkelt møde her til morgen. Kl. 15 skal jeg ud og cykle i to timer, og så har jeg rigtig meget, jeg skal læse i aften, fordi jeg har tre store bestyrelsesmøder i den her uge”, siger han og ligner én, som sætter pris på dagen.
Ung B&O-direktør
Tue Mantoni nyder selv at styre sin dag. Han kalder sig selv arbejdsnarkoman, og han arbejder mange timer. Men det er ham selv, der bestemmer over dagen. Sådan har det ikke altid været.
De fleste kender Tue Mantoni som en ung, fremadstormende CEO for B&O. Han var kun 36 år gammel, da han tiltrådte. Realiteten var dog, at B&O ikke var hans første job som den øverst ansvarlige. Allerede som 28-årig blev han direktør i motorcykelvirksomheden Triumph i England. To år senere blev han CEO samme sted.
”Når du er CEO, er dit døgn bare låst fast. Mange tror på kvalitetstid, men jeg tror også på, at mængden af tid med din familie er vigtig. At du kan være der, når der er brug for det, og ikke kun, når det passer ind i virksomhedens finanskalender”, siger han.
Det er netop den fleksibilitet, Tue Mantoni har nu, hvor han bruger sin erfaring fra store virksomheder, som investor og bestyrelsesformand i en række iværksættervirksomheder og som formand for statens finansieringsfond, Vækstfonden.
Mennesker er vigtige
I 2003 er Tue Mantoni godt på vej til en karriere i konsulentverdenen. Han har læst den nørdede cand.merc. i matematik og fået job i McKinsey. Hvis han holder fast, ligger han i overhalingsbanen til titlen som seniorpartner og en masse penge i bankbogen.
Men så møder Tue Mantoni et menneske, som ændrer hans livsbane. Manden hedder John Bloor. John Bloor er født og opvokset i Midtengland. Hans far var kulminearbejder, og på grund af helbredsproblemer måtte John gå ud af skolen som 15-årig. Han gik i lære som håndværker, startede hurtigt sin egen virksomhed og byggede huse, før han var 20. Resten er en form for historie, og John Bloor er i dag ét af de rigeste mennesker i England.
Og så ejer han altså Triumph Motorcycles, hvor den unge Tue Mantoni har gennemført et McKinsey-projekt. John Bloor spørger ham, om han vil være kommerciel direktør, og han siger ja til det, han selv kalder ”mit første rigtige job”. Her møder Tue Mantoni for første gang sådan rigtige medarbejdere, som ikke er ultraambitiøse, og for hvem jobbet ikke er det primære her i livet.
”John sagde altid at det at kende mennesker, er det vigtigste. Jeg kom der i skjorte og slips og tænkte: "Hvad er nu det for noget, så længe de er kvikke og gode til Powerpoint. Så en dag skulle vi rekruttere en, og vi havde to kandidater, der var lige gode. Så sagde han: "Vi tager ham der, for hans far er landmand. Landmænd står op tidligt om morgenen 365 dage om året, og så knokler de om sommeren og gemmer til vinteren. Det er godt at blive opdraget af en landmand." Og det var interessant, for det havde jeg aldrig tænkt over. Jeg kiggede mere på folks CV. Det er vigtigt, men mennesket bag er ofte vigtigere”, siger Tue Mantoni i dag.
Når man spørger Tue Mantoni, hvordan han udvælger de virksomheder, han investerer i, er det første han siger da også:
”Jeg ser på, hvad det er for nogle mennesker. Det tager altid ret lang tid, fra vi begynder at tale sammen, til vi rent faktisk begynder at arbejde sammen. Med Soundboks tog det seks måneder eller noget i den stil. Jeg kan godt lide at lære folk at kende – at jeg synes, at de er dygtige og behagelige. Jeg vil gerne have det sådan, at jeg glæder mig til møderne”, siger han.
Ridser i lakken
I 2012 vender Tue Mantoni hjem til Danmark. Han har sagt ja til at blive adm. direktør i B&O, en virksomhed, som er noget af det mest danske. Lækkert design, høj kvalitet.
Det er en guldfugl, der vender hjem. I et interview med Børsen i 2012 kalder journalisten Rune Skyum-Nielsen ham: ”Himmelstormeren, der bidrog betragteligt til at tredoble Triumphs omsætning gennem sine otte år hos det engelske motorcykelmærke.”. I interviewet siger han også, at han kan få B&O til at tredoble sin omsætning – nu på bare fem år.
Den selvtillid giver i årene som topchef i B&O masser af kritisk omtale af Tue Mantoni.
”Vi lovede for meget, og vi leverede ikke det, vi skulle”, konstaterer han i dag.
Han mener dog, at der er to historier. Pressens og den interne.
”Der er også en anden historie om, at vi reducerede en masse kompleksitet, moderniserede produkterne og selvopfattelsen og dermed sørgede for, at virksomheden overlevede på et tidspunkt, hvor tingene havde set sorte ud i flere år. Når jeg besøger B&O i dag, er der flere af kollegaerne, som siger, at hvis det ikke var for de beslutninger, vi tog, mens jeg stod i spidsen, så var vi her ikke i dag. Vi gjorde en masse ting, hvor impact ikke var så tydeligt for udenforstående på kort sigt, men som i bakspejlet tydeligvis var nødvendige og rigtige”, fortsætter han.
Tue Mantoni siger selv, at han er glad for, at han fik ridserne i lakken.
”Det er meget sundt at erfare, at man ikke kan gå på vandet. Det har nok været meget godt for mit ego, tror jeg. Jeg tør slet ikke tænke på, hvis det var gået helt fantastisk i B&O. Det havde været godt for selskabet, men jeg er ikke sikker på, at det havde været godt for mig”, siger han med et smil og citerer den stoiske filosofi: ”Modgang slår dig kun ud, hvis du er blevet forført af medgang.”
En anderledes bestyrelsesformand
Tue Mantoni er helt klar i mælet, når han siger, at han aldrig skal være CEO i en stor virksomhed igen. I dag er han investor og med i bestyrelsen i Joe & the Juice, GUBI, Stine Goya, Lakrids by Johan Bülow og Soundboks. Derudover forsøger han at tage et samfundsansvar som formand for Vækstfonden og AM Hub, en dansk klynge af virksomheder, der blandt andet arbejder med 3D-print. Senest er han blevet forfatter med bogen Samfundskontrakten, hvori han argumenterer for, at virksomheder og samfundet er dybt afhængige af hinanden.
”Det er jo i virkeligheden interessant, at et pharmaselskab bliver målt på aktiekursen i stedet for på antallet af liv, det har reddet. Hvis man nu sagde til direktøren for et pharmaselskab, at vedkommendes løn er afhængig af aktiekursen OG antal liv, selskabet har reddet, så ville man begynde at tage nogle helt andre beslutninger. Når vi har fået betalt vores udviklingsomkostninger, så skulle vi tage til Afrika og redde 50 mio. mennesker”, siger Tue Mantoni som et eksempel på den sag.
Det er også det, han forsøger at udleve i sine egne investeringer. Han investerer i formålsdrevne virksomheder, som også kan blive en god forretning.
Derfor er han også et meget anderledes medlem af de bestyrelser, han sidder i. Han er langt fra den, der bare kommer til møderne, læser papirerne og deler ud af sine erfaringer.
”Der er nogen, der spørger mig, om det ikke er lidt tidligt ’bare’ at have en bestyrelseskarriere. Men jeg har ikke en klassisk bestyrelseskarriere. I nogle af virksomhederne er jeg meget hands-on. I Soundboks deltager jeg fx direkte i designworkshops. Så trækker jeg på erfaring fra Triumph, som har nogle lighedspunkter. Bestyrelsesarbejde har i virkeligheden ændret sig meget. Virksomheder udvikler sig så hurtigt, at hvis du kun kommer til bestyrelsesmøderne, så er der sket så meget siden sidst, at management er nødt til at bruge al deres tid på at opdatere bestyrelsen”, siger han om sin tilgang til bestyrelsesarbejde.
En lille ærgrelse
Tue Mantoni har prøvet lidt af hvert. Han har været adm. direktør med masser af mennesker under sig – i med- og modgang. Han har prøvet tilværelsen som investor og bestyrelsesmedlem. Der er dog én ting, som det ærgrer ham, at han ikke har kastet sig ud i.
”Det ærgrer mig lidt, at jeg aldrig startede min egen forretning. Der er virkelig en drivkraft i at have sit eget projekt. Jeg vil anbefale alle unge mennesker: "Start din egen forretning. Det kan bare være at lave en fed t-shirt og markedsføre den på TikTok. Det kan godt være, at det ikke bliver en stor forretning, men så lærer man købmandskab, og det ville have gjort mig til en bedre leder”, siger han og tilføjer: ”Men det er jo ikke for sent endnu.”
Og nej. Selvom den unge ledelsesgruppe syntes, det var fedt at få en gammel mand ombord, så er det ikke for sent at springe ud i iværksætterlivet, når man stille og roligt begynder at få grå hår. Gennemsnitsalderen for nye iværksættere i Danmark er 41 år.
Tue Mantoni i The Consultant
MAN IN THE SHIRT ”Æren tilkommer manden, som reelt er i arenaen, hvis ansigt skæmmes af støv og sved og blod” - citat Theodore Roosevelt i Paris, 1910. I portrætserien ”Man in the Shirt” møder BARONS erhvervsfolk med det til fælles, at de har sat sig selv i spil og på spil. Hvor finder de mod? Hvad er det vigtigste de har lært på vejen? Og hvad kan vi andre lære af dem?
