43-årige Jeppe Rindoms ekstreme drivkraft har ført ham til virksomheder som Goldman Sachs, McKinsey, Tradeshift og gjort, at han i dag er medstifter af det hastigt voksende fin-tech-eventyr Pleo. Hans drive bunder i en opvækst, hvor der var kamp om opmærksomheden.
Både piger og drenge stimler sammen forrest i skolebussen, da den parkerer foran Usserød Skole i Hørsholm en augustdag i 1983.
I flokken stikker en fregnet dreng op. Han er høj, har kridhvidt hår og er en smule genert. Men da dørene går op, og pædagogen, som tager imod dem, peger i retning af døren til børnehaveklassen, sætter han og børneflokken i løb. Forrest sprinter den seks-årige dreng med sin Piolet-taske på ryggen.
Jeppe Rindom husker sin første skoledag klart.
“I mit hoved gjaldt det, om hvem der løb hurtigst hen til skoledøren. Jeg var så tændt over at skulle præstere, på godt og ondt. Og jeg tror, det er en del af mig stadigvæk i dag.”
Han erindrer mange andre lignende episoder i skolen. Om gerne at ville være hurtigst færdig med en opgave, gerne ville løse den bedst, gerne ville have de bedste karakterer.
Men først da han er 26 år gammel og bliver personlighedstestet som led i introforløbet hos McKinsey, bliver han bevidst om, hvilken kasse, man gerne putter sådan en som ham i. Han får tagget “Insecure overachiever”. Og han er ikke den eneste. Han befinder sig i en udvalgt skare af mennesker, der er som ham, nemlig mennesker med ualmindeligt høj præstationstrang, som er drevet af en indre usikkerhed.
Imponerende CV
Den mentale indstilling og ekstreme drivkraft er måske den bedste forklaring på 43-årige Jeppe Rindoms ekstraordinære bedrifter.
Som studerende var han i praktikophold hos Goldman Sachs. Som færdiguddannet headhuntet til McKinsey. Derefter et mellemspil på to år hos Chr. Hansen, hvor han var en af de bærende skikkelser i børsnoteringen af selskabet, inden han gik ind i den danskfødte, men nu Silicon Valley-baseret enhjørning Tradeshift som CFO.
I 2015 stiftede han fintechvirksomheden Pleo med sin partner Niccolo Perra, og sammen har de rejst en halv mia. kr. for at gøre deres intelligente firmakortsløsning til en førende global aktør.
Jeppe Rindom er åben om, hvor kimen til hans drivkraft bliver lagt.
“Jeg er vokset op lidt utraditionelt hos min far med mine to storesøstre. Det var trygge omgivelser på en bondegård i udkanten af Hørsholm, men når man er tre børn, der skal dele en far, som i øvrigt driver sin egen virksomhed, er der kamp om ordet og konkurrence for at få opmærksomhed. Den omstændighed, at vi ikke havde meget tid til bekræftelse, gjorde, at det hurtigt blev flippet til, at måden jeg kunne få opmærksomhed på var ved at præstere og opnå noget.”
Drivkraften i Jeppe Rindom er så stærk, at han aldrig har haft svært ved at vælge ting fra for at fokusere på opgaven.
“Jeg har en skabertrang. Jeg får en personlig tilfredsstillelse af at se fremdrift, så jeg er mange gange villig til at investere rigtig meget i at få det til at ske.” siger han, da Barons besøger ham i Pleos hovedsæde på Sortedams Dossering i København.
Det første gæsten møder er et højloftet industrielt loungeområde med sofaer og åbent barkøkken. Her er en international vibe, og størstedelen af Pleos hastigt voksende skare af nu 250 medarbejdere er da også udlændinge. Man får tanken, at selskabet vel lige så godt, eller rent faktisk burde, flytte til San Francisco, New York eller et tredje sted med større talentmasse.
“Oprigtigt talt er det ikke fordi, at det nødvendigvis er det bedste for vores virksomhed at være herhjemme, men vi prøver at kæmpe imod strømmen, og vise at man godt kan skalere ud af København. Som dansker synes jeg, det er trist at se, at vi godt kan skabe fremtidens vindere, men ikke holde på dem. Jeg mener, at vores velfærdssamfund er i fare, hvis vi ikke kan skabe fremtidens arbejdspladser. Lige nu er det stadig Novo Nordisk, Danske Bank, Carlsberg og Maersk, som producerer arbejdspladserne, og de er altså 125 år gamle. Kigger du til USA, er det Amazon, Alphabet og Facebook, som er 25 år gamle. Vi vil enormt gerne være en af forgængerne for at vise, at det godt kan lade sig gøre at blive.”
Den svære kunst at lægge det fra sig
Den indre selvkritik fylder mindre i Jeppe Rindom i takt med, at han er blevet ældre. Man kan sige, at han i den grad har vendt sin usikkerhed til en styrke og forudsætning for hans virke.
Men det kommer også med en pris. Tankerne kredser de fleste af døgnets vågne timer om Pleo. For Jeppe Rindom er der meget på spil.
“Det sværeste for mig er, at let it go. Jeg føler, jeg har meget at stake følelsesmæssigt her. Alting betyder meget for mig. Ikke nødvendigvis fordi jeg skal være involveret i alting, men det rammer mig oprigtigt i maven, når jeg lige ser et lille bug i produktet en torsdag formiddag, jeg er ude, og så kan jeg mærke oprigtig irritation. Der er mange følelser og hjernekraft, der går ind i alle mulige ting, som jeg har svært ved at distancere mig fra.”
Hvad gør du for at forsøge at styre dine tanker og følelser i de tilfælde?
“Jeg kan godt prioritere min tid, for det er en rationel proces, men jeg er ikke god til at prioritere mine følelser. Så kan man sige, kan man ikke arbejde med at distancere sig? Joo.., det kan man godt. Men ønsker jeg det? Rigtig mange gange er det også det, der giver mig energi. Min første fornemmelse er “åh, det er irriterende”, men så kommer jeg igennem en proces, hvor jeg ofte omsætter det til energi til at forbedre det. Så jeg ønsker heller ikke helt at distancere mig. Det er en balance.”
At lede rigtige mennesker
Skiftet fra konsulentbranchen og industrien til den entreprenante verden har været følelsen af at finde den hylde, hvor man også kan se sig selv om 10 år. Men det har også været et møde med et andet univers.
Fra at gå i en verden, hvor alle er ekstremt stræbsomme, tænker på samme måde og i udgangspunktet indstillet på at lade sig lede, til at komme ud i en “rigtig” virksomhed, hvor der er mange flere forskellige slags personer.
“Der følger folk dig ikke nødvendigvis, bare fordi du arbejder hårdt, er kvik eller fordi du siger, de skal. Nogle har brug for, der skal være ydmyghed, respekt og anerkendelse af, hvad de bidrager med. Det er langt mere interpersonelt komplekst at navigere i. Lige da det ramte mig, skulle jeg øve mig.”
“Jeg oplever i dag på mine kollegaer i Pleo, at der er ikke en arbejdsperson og en privatperson. Der er én person, der tilfældigvis er på arbejde her. Det betyder, at jeg som leder skal forholde mig til en hel masse mennesker og ikke bare en masse kollegaer eller ressourcer, og så skal jeg finde ud af, hvad der driver de her mennesker. Det tror jeg er et paradigmeskift fra consulting, og det er også den udvikling, jeg selv har været på.”
Balancen mellem ros og stræbsomhed
Tilbage står det store og svære spørgsmål, der binder tråden tilbage til Jeppe Rindoms egne oplevelser fra en travl familie, hvor der sjældent var tid til meget omsorg og opmærksomhed.
For hvordan forsøger Jeppe Rindom, der selv er far til to drenge, at sætte et præg på sine børn?
“En af de ting, jeg er opmærksom på, er, at give vores børn opmærksomhed og kærlighed ubetinget af, hvad de præsterer. Måske tone lidt ned i interessen omkring det, de præsterer, og prøve at anerkende, hvad de står for, mere end hvad de opnår.”
Og så er der alligevel et men, indskyder han kort efter med et smil.
“Der er to sider af den sag. Jeg ønsker ikke at give insecure overachiever-genet videre til mine børn, men jeg vil ikke tage stræbsomheden helt ud af dem, og det har også givet mig noget rigtig godt. Det har givet mig målrettethed og fandenivoldskhed. Det har bragt mig et sted hen, hvor jeg er lykkelig.”
Jeppe Rindom i The Founder
MAN IN THE SHIRT ”Æren tilkommer manden, som reelt er i arenaen, hvis ansigt skæmmes af støv og sved og blod” - citat Theodore Roosevelt i Paris, 1910. I portrætserien ”Man in the Shirt” møder BARONS erhvervsfolk med det til fælles, at de har sat sig selv i spil og på spil. Hvor finder de mod? Hvad er det vigtigste de har lært på vejen? Og hvad kan vi andre lære af dem?
